Udgangspunktet for denne artikel er en
fagbog, som
er blevet
omskrevet til hypertekst. Det drejer sig om en introduktion til
relationsdatabaser og systemudvikling. Den udviklede hypertekst der er
blevet
anvendt på et kursus under Humanistisk Informatik på Aalborg
Universitet. Som
forfatter til bogen har jeg haft lejlighed til at følge projektet fra
sidelinjen, og reflekter her over forskellene mellem den oprindelige
tekst og
hyperteksten. Det er især processen at
omskrive en eksisterende traditionel, lineær fagtekst til hypertekst,
der er diskuteres
i artiklen. Er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i eksisterende
materiale, eller bør en hypertekst skabes fra grunden?
Artiklen indeholder første to baggrundsafsnit,
som diskuterer det aktuelle behov for fleksible undervisningsmaterialer
og en status for hypertertekster som bud herpå. Herefter følger en
beskrivelse af den fagbog, der er indgået i projektet samt den hypertekst,
den er blevet ændret til. Til slut reflekteres over resultatet og
perspektiverne for omskrivning af tekst til hypertekst.
Baggrund
Vi lever i et samfund, hvor fleksibilitet og
omstillingsevne
er egenskaber, som bliver stadig vigtigere. Det hyperkomplekse samfund,
det
vidensbaserede samfund, det postmoderne samfund – det er en
samfundsudvikling,
som bærer mange navne; men som uomtvisteligt er karakteriseret ved en
stedse
voksende omskiftelighed, usikkerhed og risiko for den enkelte.
Traditionelle
netværker – private som professionelle – har tendenser til at gå i
opløsning,
og individet må som en følge heraf indstille sig på hele tiden at
opbygge nye.
På arbejdsmarkedet er jobsituationen
således mere og mere ustabil. Folk skifter stadig hyppigere jobs,
og må derfor sørge for at deres kvalifikationer på jobmarkedet hele
tiden er attraktive, men også for at beholde et job, må man være indstillet
på konstant at forny og forbedre sine kvalifikationer. Den enkeltes
forudsætninger bliver dermed mere og mere forskellige og behovene
mere og mere individuelle, samtidig med at den lærendes rolle stadig
bliver mere aktiv og opsøgende.
Det er en situation,
som stiller stigende krav til alle, der beskæftiger sig med faglig
formidling: uddannelsesudbydere, undervisere og forfattere til undervisnings-
og faglitteratur, og som samtidig åbner for et voksende marked for
undervisning og faglig formidling.
På universiteterne imødekommes
disse behov f.eks. af modulopbygning af uddannelser og individuelle
muligheder for opbygningen af uddannelser og efteruddannelser. Samtidig
benytter universitets undervisere i stigende grad undervisningsformer,
som mere fleksibelt tilpasser sig den enkeltes behov: projektarbejde
og fjernundervisning er eksempler på det.
Men også når det drejer sig om
faglitteratur og undervisningsmaterialer eksperimenteres der med mere
fleksible og individualiserede former. Den klassiske lærebog har sine
begrænsninger, når målgruppen får færre og færre fællestræk. Lærebogen
er lineær i sin form – byder i princippet kun på én vej gennem stoffet
– mens behovet i stigende omfang er en individuelt tilpasset gennemgang,
hvor den lærende selv står for tilpasningen.
Hypertekst
Hyperteksten forekommer at være et interessant
alternativ til fagbogen. Den er netop karakteriseret ved ikke at være
lineær, og læseren kan læse den (eller de nødvendige dele af den)
i en individuelt valgt rækkefølge. Den er som skabt til den aktive
læser, som opsøger faglitteratur ud fra en bevidst målsætning. Hertil
kommer, at hyperteksten har nogle indlysende dynamiske træk qua sin
digitale form – omfanget er ikke noget problem, og den kan derfor
f.eks. byde på mange alternative forklaringer på et fænomen, og den
kan opdateres og udvides efter behov. Desuden kan hyperteksten – hvis
man lægger den på internettet – gøres tilgængelig for mange.
Ideen bag hypertekst er imidlertid langt
fra ny. Den tilskrives sædvanligvis Vannevar Bush, som i sin artikel,
"As We may Think" (Bush 1945) forestiller sig en avanceret mikrofilmfremviser,
Memex, som skal hjælpe folk gennem de stedse højere bjerge af informationer.
På Memexen kan læseren gemme sit personlige udvalg af tekster fra
aviser, bøger og blade på mikrofilm og få mulighed for at bladre hurtigt
i dem via dynamisk indholdsfortegnelser og index, og desuden byder
apparatet på muligheder for at læseren tilføjer egne notater. Den
interessante detalje ved apparatet er at teksterne kan forsynes med
associativ indeksering, eller trails, som Bush kalder dem. Disse trails er referencer fra et tekststed
til et andet, og dermed hvad vi nu vil betegne som hyperlinks. Bush
forestiller sig, at læseren selv opretter links og siden kan følge
sine egne spor – eller lade andre følge dem. Bush's apparat blev aldrig
realiseret; men det er bemærkelsesværdigt, at selve ideen til hyperlinket
snart har 60-års fødselsdag.
Begrebet hypertekst stammer fra midten
af 60-erne (Nelson1965),
og siden slutningen af 60-erne er der blevet udviklet et stort antal
hypertekstsystemer. Det helt store gennembrud for hyperteksten kom
dog først med World Wide Web i midten af 1990'erne. World Wide. Hypertekster
findes nu i hobetal på internettet. Alligevel er vi stadig ikke fortrolige
med hverken at skrive eller at bruge dem, når det drejer sig om tekster
af en vis kompleksitet – f.eks. i faglig formidling. Der findes ganske
vist mange hypertekster med faglig formidling; men kun på et overfladisk,
orienterende niveau. Når formidlingen går fagligt i dybden, hersker
den lineære tekst fortsat, også på nettet hvor man finder den i form
af tekstdokumenter i elektronisk form.
Man fristes efterhånden til at konkludere, at årsagen
hertil må være, at hypertekster ikke er velegnede til formidling af
tungt fagligt stof. Hypertekster egner sig måske bedst til oversigtsagtige
faglig formidling, som vi kender dem i dag fra internettet.
Men der er andre mulige svar på spørgsmålet om,
hvorfor hyperteksten ikke er slået igennem for alvor i faglig formidling
og hvorfor det stadig er den lineære tekst i form af fagbøger og fagblade,
der dominerer markedet, sporadisk suppleret med en digital kopi til
internettet. Et alternativt svar er, at der endnu ikke er etableret
et marked for digitale tekster på nettet, heller ikke når det drejer
sig om faglig formidling. Både forfatter og forlag tjener penge, når
der udgives bøger og blade – situationen er anderledes, når det drejer
sig om udgivelser af hypertekster på nettet. Men nu, hvor et marked
for fleksible fjernuddannelser er i fuld gang med at etablere sig,
er mulighederne måske ved at ændre sig. Der er eller vil komme ressourcer
til at udvikle brugbare, fleksible undervisningsmaterialer, som kan
fungere i fjernuddannelseskontekster. Og måske er hele humlen, at
der skal arbejdes intenst med mediet for at få brugbare hypertekster.
At skrive en traditionel lineær fagbog
er en stor opgave, og en god hypertekst må være en endnu større opgave.
Her kan man ikke nøjes med én tilrettelagt gennemgang af stoffet;
men må tage højde for mange mulige veje gennem stoffet – samtidig
med at der hele tiden skal tages højde for, hvad en læser kunne tænkes
at været interesseret i at fortsætte med på et givent punkt. Det er
derfor tænkeligt, at et økonomisk incitament er nødvendigt før mediet
for alvor folder sig ud.
Det oprindelige lærebogsmateriale (Frederiksen 2000), som
i dette eksempel er blevet omformet til hypertekst, er en introduktion
til databasedesign. Formålet med bogen er at formidle de overordnede
principper i opbygningen af relationsdatabaser. Ud fra en konkret
case gennemgås desuden en række gængse analyseværktøjer opbygning
af administrative systemer, som hviler på relationsdatabaser. Og endelig
introduceres læseren til praktisk konstruktion af et sådant system
ved hjælp af et databasesystem.
Bogen har en gennemgående case, et lille bibliotekssystem,
som sideløbende med den principielle gennemgang af stoffet analyseres
og implementeres – således at den læser, der følger gennemgangen ender
op med et lille færdigudviklet administrativt system. Hvert kapitel
indeholder selvstændige opgaver. Forslag til svar på disse opgaver
er ikke med i bogen – men kan dog (efter opfordringer fra flere læsere)
findes på bogens hjemmeside.
Den primære målgruppe for hæftet er læsere, som har brug
for at få en basal introduktion til emnet, og som vælger at skaffe
sig den via selvstudium. En sekundær målgruppe er undervisere/studerende,
som beskæftiger sig med emnet – bogens opgavesamling er f.eks. især
tiltænkt denne gruppe.
Jeg har skrevet en del introducerende fagbøger, alle om it-faglige
emner; men den aktuelle bog er nok det stykke faglig formidling, jeg
personligt har fundet mest vellykket. Det er et emne jeg undervist
i på mange forskellige niveauer i mange år, og det er også et emne
jeg selv engang har måttet sætte mig ind i på egen hånd. Jeg syntes
derfor, da jeg skrev bogen, at jeg havde en meget klar fornemmelse
for, hvor skoen rent fagligt ville trykke hos læseren. Hvilke elementer
jeg skulle have med i min forklaring og i hvilken rækkefølge de skulle
præsenteres. Samtidig følte jeg, at der var et klart behov for bogen
– jeg havde selv som underviser ledt efter en lærebog, som formåede
at give et teoretisk fundament uden at blive ”deroppe”, og efter en
fremstilling, som kunne præsentere hands on-siden af emnet uden at
blive for teknisk, og uden helt at skippe teorien. Det er min erfaring
som faglig formidler indenfor it-fag, at de fleste har brug for en
kombination og en vekselvirkning mellem teori og praksis. Hvor den
praktiske demonstration viser det teoretiske fundaments anvendelighed
og hvor den teoretiske gennemgang målretter de praktiske demonstrationer.
De teoretisk funderede aspekter alene har en skræmmende abstrakt karakter
og de praktiske sider alene en lige så skræmmende teknisk karakter.
Der ligger således meget bevidste pædagogiske overvejelser bag de
delemner bogen indeholder og den rækkefølge de præsenteres i.
Andre overvejelser end de pædagogiske og formidlingsmæssige
har spillet en rolle. Valget af databasesystem var f.eks. en klar
salgsparameter snarere end en pædagogisk. Det valgte system er Microsoft
Access, Office-pakkens databaseprogram. Programmet er vidt udbredt,
og valget af det byggede på en forhåbning om at kunne ramme programmets
store brugergruppe. Ud fra en pædagogisk synsvinkel ville jeg have
foretrukket et enklere system. Bogens form og stil er i høj grad bestemt
af forlagets branding. ”Bogen”, er mere præcist et hæfte – et billigt,
uindbundet edb-hæfte, som sælges af forlaget i kiosker, computerforretninger
og posthuse, og som tilstræber et meget bredt appeal. Hæfter bl.a.
kendetegnet ved at de er skrevet i en uformel og direkte tone, som
passer godt til den selvstuderende. F.eks. tales der typisk fortroligt
og direkte til læseren: ”Du skal nu prøve at…” etc.
Formidlingsmæssigt indeholder bogen efter min vurdering et
par særligt komplicerede delemner – faglige knuder som det erfaringsmæssigt
er særligt vigtigt men også særlig svært at tilegne sig. Det drejer
sig om de grundlæggende principper bag relationsdatabaser – hvordan
og hvorfor relationer mellem tabeller i databaser opbygges, og det
drejer sig om principperne bag søgesproget SQL. Det første emne er
helt afgørende for udbyttet af bogen – det andet emne er mere en tangent
i forhold til helheden. I bogen
Bogen er lineær – det har været min hensigt, at læseren skulle
læse bogen fra første til sidste side i netop denne rækkefølge. Jeg
har selvfølgelig forestillet mig, at læseren også ville ”slå op” i
teksten, især fra de praktiske afsnit tilbage til de mere teoretiske,
og teksten rummer da også en del tilbagevisende krydsreferencer og
desuden et udbygget stikordsregister. Men rækkefølgen af de delemner
bogen består af er bestemt ikke tilfældig. Hvis bogen betragtes som
en lineær sekvens af delemner, som perler på en snor, så betragter
jeg såvel udvalget af perler som kompositionen af den rækkefølge de
er sat på snoren som essensen af den faglige formidling. De bygger
jo oven på hinanden, disse delemner og brydes sammenhængen, ja så
går jo netop formidlerens pædagogiske overvejelser tabt.
I hyperteksten, som i den klassiske form består af et netværk
af tekstnoder, komponeres rækkefølgen af læseren selv. Det betyder,
at læseren på en måde selv skaber fremstillingen. Det betyder igen,
at der ikke længere vil være nogen speciel grund til at teksten lige
præcis skal indeholde den givne samling tekstelementer – nye kan inddrages,
fordi de giver en mening i andre mulige fremstillinger end lige netop
den fagbogsforfatteren udvælger til den lineære fagbogsfremstilling.
Forestillingen om hypertekst virker
umiddelbart
problematisk
på mig, som fagbogsforfatter. Hvis hyperteksten fungerer, er min
profession
udhulet. Det kreative element, nemlig udvalget og sammensætningen af
elementer
i fremstillingen, er taget fra mig og overladt til læseren. Det er ikke
alene
en traumatisk forestilling for mig personligt (min opgave bliver taget
fra mig),
men jeg har også svært ved at forestille mig, at læseren ikke har brug
for min
fremstilling, som bygger på mange års erfaring, fagligt såvel som
formidlingsmæssigt.
Omformningen af hyperteksten har været en
proces,
hvor den
lineære tekst er blevet lagt på nettet og efterhånden som man har fået
ideerne
til det, har udnyttet mediets muligheder for at forbedre den.
Klikbar indholdsfortegnelse
I første omgang blev bogen lagt på en webside i
sin helhed, og var blot forsynet med en elektronisk indholdsfortegnelse.
Herved opnås en tekst, som på nogle punkter er lettere at bladre i.
Det er nemt at springe fra et kapitel til et andet ved at anvende
indholdsfortegnelsens hyperlinks. Men inden for et kapitel må læseren
til gengæld "scrolle", en proces som nok
vil forekomme de fleste besværligere end bladring i et bogkapitel.
Desuden må læseren læse lange tekstafsnit på skærmen,
hvor de fleste læsere nok vil foretrække papir. Skærme egner sig dårligere
– om end de til stadighed bliver bedre – til læsning af meget lange
tekstsekvenser. Et hensigtsmæssigt tekstlayout kan hjælpe på dette
problem, især vil det være hensigtsmæssigt at opstille teksten, så
linjerne ikke bliver for lange. Linjelængden i den udarbejdede hypertekst
er klart i overkanten - over 100 anslag pr linje, hvor 50 - 60 anslag
vil være mere læsevenligt.
Indholdsfortegnelsen er hele tiden synlig i højre siden af
skærmen. Det giver overblik – på den anden side er fortegnelsen lang
og uoverskuelig og desuden længere end skærmens højde, således at
læseren også her må scrolle for at se det hele. I forhold til originaltesten
er alle overskrifter blevet forsynet med nummerering, som angiver
tekstniveauet. Når man i projektet har valgt at indføre nummereringen,
er det for at styrke brugerens opmærksomhed på, hvor hun befinder
sig i teksten.
I denne form blev materialet anvendt i en
undervisningssituation første gang – mere om dette senere.
Navigationsværtkøjer
I næste omgang blev teksten forsynet med
forskellige
navigationsværktøjer til forbedring af bladremulighed og overblik:
- Indholdsfortegnelsen blev gjort sammenfoldelig,
så læseren kun ser detaljer (overskrifter til underafsnit) for det
hovedafsnit der er aktuelt. Tanken er, at skabe bedre overblik,
idet den fulde indholdsfortegnelse er uoverskuelig, og samtidig
at skærpe opmærksomheden på linkmuligheder til afsnit tæt på det
aktuelle. Linkmuligheder i andre hovedafsnit – eller på de lavere
niveauer i andre underafsnit er stadig tilgængelige – blot skal
læseren gætte i hvilket hovedafsnit et ønsket underafsnit ligger.
Der er dog stadig adgang til en fuld indholdsfortegnelse.
- Der er blevet indført nogle faste navigationslinks
Forrige, Næste og Op. Forrige
og Næste henviser til forrige og næste afsnit i
bogens sekventielle indholdsmæssige fremstilling (og altså ikke
som browserens frem- og tilbageknapper til læserens evt. ikke-lineære
læsesekvens). Forrige og Næste-linket er forsynet med navne på de pågældende afsnit. Op
refererer til et niveau op i indholdsfortegnelsens hierarki. På
øverste niveau ligger den fuldstændige (og meget omfattende) indholdsfortegnelse,
som faktisk kun kan nås netop ved at klikke på Op-linket,
når man befinder sig i startafsnittet.
- Og endelig er der blevet indført et
søgefelt, som man kender det fra mange websider, hvor læseren kan
foretage fritekstsøgning i materialet, og tilbydes links til undersider,
som indeholder det eller de anvendte søgeord.
Hypertekststruktur
Til sidst er teksten så blevet gjort til hypertekst i den
klassiske forstand, hvor links fører læseren dybere ned i emnerne.
Detaljerede underafsnit er blevet pillet ud af teksten og oprette
som selvstændige tekstnoder, og hovedteksten er blevet forsynet med
links hertil. Herved har man opnået en ny hierarkisk struktur, sideløbende
med indholdsfortegnelsens hierarki. Desuden er teksten blevet forsynet
med en lang række krydsreference-links i teksten, så den hierarkiske
organisering af hyperteksten suppleres med forbindelser på kryds og
tværs i et netværk.
Både og
Men samtidig bevares også den sekventielle organisering af
teksten. Det betyder, at læseren nu har to mulige strategier, når
hun læser et tekstafsnit: hun kan fortsætte med at læse det næste
tekstafsnit i den sekventielle fremstilling, eller hun kan vælge at
følge et link, som giver en uddybning eller som springer til et andet
hovedafsnit af teksten, som omhandler det emne linket indikerer (læseren
kan ikke se forskel på uddybende links og krydsreferencer). Indholdsfortegnelsen
på det nye sted vil vise, hvor læseren nu befinder sig i det sekventielle
forløb. En vis omskrivning af teksten har været nødvendig for at bevare
sammenhæng i teksten, når afsnit er blevet rykket ud og flyttet et
niveau ned i hierarkiet, og samtidig er sproget mange steder blevet
forenklet og gjort klarere af hensyn til skærmmediet. Efter processen
fremstår materialet mere læsevenligt: På det enkelte skærmbillede
er teksten nu kort – nogle gange dog så kort, at skærmbilledet forekommer
bart og uudnyttet. Nummereringen af kapitler og afsnit er igen forenklet,
så der nu kun optræder kapitelnumre.
Hyperteksten er i øvrigt blevet suppleret med en opgavesamling
med alle materialets opgaver med svar og en ordbog med definitioner
af de vigtigste begreber. Adgangen til disse faciliteter foregår via
linket Referencematerialer i menuen.
Figur 1. Første skærmbillede
fra den endelige hypertekst. Menuen er sammenfoldelig, der er indføjet
et søgefelt, og linkene Forrige, Op og Næste hjælper til sekventiel
læsning af teksten. Tekstens hyperlinks fører til uddybninger eller
til andre emner. Læg mærke til overskrifte, hvor teksten stadig præsenteres
som et hæfte.
Usability-betragtninger
Forskerne bag projektet har valgt at følge de sædvanlige
konventioner for design og opbygning af hypertekster, som vi kender
dem fra websites på internettet. Hermed har den udviklede hypertekst
fået en form, som læserne med stor sandsynlighed er fortrolige med
– en ikke uvæsentlig detalje, når man fra hypertekstforskningen ved,
at netop erfaring og fortrolighed med mediet spiller en vigtig rolle
for læserens evne til at bruge det (se f.eks. Rouet 1990).
Hyperteksten har nogle få skønhedsfejl ud fra en almindelig
usability-betragtning:
Tekstindholdet har som nævnt en tendens til at klumpe sig
sammen øverst på skærmen. Det betyder at skærmbilledet mange steder
virker tomt. På de særligt tekstfattige sider er teksten placeret
så langt oppe, at den næsten kan forveksles med en toptekst eller
en linje med top-navigation.
Tekstlinjerne er meget lange (i hvert fald,
hvis
man læser
fra en skærm med høj opløsning og uden at ændre vinduet størrelse), og
det er
dårligt for læsbarheden.
Figur 2. Teksten er
kort og koncentreret øverst på skærmen i meget lange linjer.
Problemet er ikke så
meget, at teksten er kort, som at den er placeret uhensigtsmæssigt
på skærmen. En mere central placering af teksten på skærmen og et
layout med kortere linjer ville henlede læserens opmærksomhed på teksten
og lette læsningen.
Lige under teksten er navigations-værktøjerne Forrige,
Op og Næste placeret. Siden tekstindholdet
på siderne varierer i længde, placeres disse faste navigationselementer
forskelligt på skærmen fra side til side. Bladrer man f.eks. hurtigt
igennem teksten, er Næste-knappen oplagt at bruge; men skal findes
et nyt sted hver gang. Det ville være mere brugervenligt at fiksere
disse værktøjer på skærmen, så læseren ikke skal lede og i øvrigt
også for at opnå et mere ensartet udseende af skærmsiderne.
Opgavesamling og ordbog har fælles menupunkt, ”Referencematerialer”,
et navn som ikke umiddelbart siger meget om, hvad det indeholder.
Betegnelsen "Vokabular" er knap så forståeligt som "Ordbog" eller
"Ordforklaring" ville være, og står desuden stilistisk (lige som "Referencemateriale")
i kontrast til tekstens ellers meget gemytlige tone – jvf. branding-
og målgruppeovervejelserne for den oprindelige tekst.
Ordbogen ville desuden være mere funktionel, hvis det f.eks.
var muligt at åbne er separat vindue med ordforklaringen, så læseren
ikke skal forlade den tekst hun er ved at læse, for at få et ord slået
op.
Men i det store hele lever hyperteksten op til almindelige
krav til websider, og dens form og struktur burde ikke være særlig
fremmed for læserne.
I hypertekstens navigation er der gjort meget ud af at bevare
læserens fornemmelse af den lineære fremstilling også i hypertekstmaterialet.
Man kan læse teksten lineært enten ved at vælge hvert punkt i indholdsfortegnelsen
eller ved hele tiden at bruge knappen Næste. Tilstedeværelsen af indholdsfortegnelsen på skærmen gør det
også oplagt for læseren hele tiden at forholde sig til den lineære
gennemgang. Men læser man teksten på denne måde, hænger den ikke længere
sprogligt og fremstillingsmæssigt sammen som den oprindelig. Når tekstnoder
plukkes ud af sammenhængen, betyder det at de kommer senere ind i
den sekventielle læsningsrækkefølge, end de stod i den oprindelige
tekst.
Den udviklede hypertekst stiller sig således på en måde mellem
to stole: den indeholder nok hypertekstens hierarki og netværk af
tekstnoder; men den fokuserer stadig i høj grad på den lineære fremstilling
– som dog ikke længere er så optimal som den oprindelige.
Samtidig har den oprindelige lineære tekst
også
kapitel- og
afsnitshierarki, som fremgår af indholdsfortegnelsen. Det er dette
hierarki
brugeren skal forholde sig til, når hun f.eks. anvender
navigationsværktøjet Op. Det betyder at læseren
faktisk skal
orientere sig i to forskellige hierarkier: den lineære teksts kapitel-
og
afsnitshierarki, som understøttes af navigations-knapperne og
hypertekstens implicit
hierarki, som understøttes af browserens navigationstaster.
Erfaringer med hyperteksten
Hyperteksten er blevet anvendt i to undervisningsforløb.
Efter 1. etape af omskrivningen blev
materialet
anvendt på
et databasekursus. Det var et traditionelt forløb forstået på den måde,
at
formålet var at deltagerne skulle sætte sig ind i et pensum, nemlig
Access-materialet. Deltagernes udbytte blev efterfølgende evalueret ved
en
eksamen, der testede deltagernes evne til at reproducere pensum. Der
blev ikke
foretaget nogen egentlig observation af, hvordan deltagerne anvendte
materialet
– men underviserne bemærkede sig, at mange deltagere spurgte om ikke de
kunne
få materialet i papirform i stedet.
Den færdige hypertekst blev også
anvendt på et databasekursus, hvor formen var projektorienteret. Deltageren
fik som opgave at producere materialets case-system, som herefter
fungerede som evalueringsgrundlag.
Deltagerne fik efter kurset et spørgeskema, som spurgte ind
til deres oplevelse af materialet; men der blev ikke foretaget observation
af anvendelsen.
Gennemgående udtrykker deltagerne tilfredshed med forløbet.
Det har været nogenlunde let at orientere sig i materialet,
og ingen af deltagerne udtrykker f.eks. utilfredshed med ikke at have
fået materialet på papir. En enkelt deltager kritiserer fokuseringen
på den lineære fremstilling:
jeg kunne
godt
savne, at man
kunne navigere lidt mere ”frit”. Den måde navigationen er bygget op på,
gør at
man nærmest er tvunget ind i et lineært forløb. Det har jeg overhovedet
ikke
tålmodighed til, og derfor vil en navigation bedre egnet til opslag
passe mig
bedre. Så er der så søg funktionen, og den er jo også fin nok, hvis man
ved
lige hvad man leder efter, og hvad det hedder. Det gør man bare ikke
når man
kun har siddet med Access i 2 x 3 timer. Et menu system (evt. som
alternativ
til det lineære), der er bygget op med kategorier, hvor man så langsomt
kan
klikke sig ned til det man har brug for, ville være fjong. Alá et
rodsystem.
En anden
påpeger, at det er let at orientere sig i teksten, så længe man læser
den lineært – men hvis man forlader den lineære gennemgang, mister
man nemt orienteringen.
Alle giver udtryk for, at det var rimelig
hurtigt at sætte sig ind i systemet, og at de links der var lagt i
teksten var rimelige. Ingen har kritiske kommentarer til navigationen.
Projektets færdige hypertekst viser sig
anvendelig
i
undervisningssituationen. Kurset fungerer, deltagerne kommer igennem
stoffet og
afleverer tilfredsstillende opgaver. Men projektet påviser ikke om
hyperteksten
fungerer bedre eller værre end den oprindelige lineære tekst. Og slet
ikke om
den udviklede hypertekst er den optimale – det vil sige om det var en
god
strategi at tage udgangspunkt i en eksisterende tekst. Derfor må
konklusionen i
denne artikel snarere være en refleksion end en velunderbygget
konklusion.
Den udviklede hypertekst er især karakteriseret
ved at understøtte en lineær læsning og anvendelse af teksten. Hyperteksten
har bevaret den sammenhæng og fremstillingsform, jeg som forfatter
lagde i den oprindelige tekst. Min indledende bekymring for, om læseren
faktisk kan undvære forfatterens lineære fremstillingsform, er således
ikke blevet udfordret for alvor i projektet. Der er ikke gået meget
af min formidling tabt i teksten – til gengæld er der heller ikke
tilføjet så mange nye muligheder.
I den sidste fase, hvor teksten til en vis
grad er blevet pillet fra hinanden, ved at uddybende afsnit er pillet
ud af hovedteksten, og hvor der er indføjet mange krydsreferencelinks,
må til gengæld give nogle orienteringsproblemer for læseren. Når læseren
på den ene side opfordres til at læse teksten sekventielt og på den
anden side kastes rundt i teksten via links – må det formodes at have
den virkning, at læseren gerne vil tilbage til den anbefalede lige
vej gennem teksten. Hyperteksten navigation understøtter det ikke
– tværtimod skal læseren gennemskue, at der findes to typer ”forrige”
og ”næste” i teksten. Nemlig dels forrige og næste side i det lineære
forløb, som navigationen understøtter, dels forrige og næste side
i læse-sekvensen, hvor brugeren må anvende browserens navigationsknapper.
Læseren har selvfølgelig også mulighed for at bruge indholdsfortegnelsen
til at orientere sig efter; men når et link fører til et helt andet
sted i teksten betyder den sammenklappelige indholdsfortegnelse, at
man ofte ikke længere kan se overskriften på det afsnit, man kom fra
– det er blevet foldet ind.
At de to forskellige strukturer blandes
sammen i hyperteksten, giver altså nogle navigationsproblemer. Til
gengæld giver det nogle oplagte fordele, at læseren hurtigt kan bevæge
sig i dybden med et emne – en fordel som fremhæves i citatet fra en
bruger, som ønsker sig mere af den slags.
I stedet for som i projektet at bevare
tekstens lineære forløb samtidig med at der anvendes hyperlinks, kunne
man have valgt at anvende ideen bag tekstens ordbog, ”Vokabular” dynamisk
i teksten. Man kunne genbruge afsnit fra teksten i en redigeret form
– eller skrive helt nye tekster til de enkelte links. Links i teksten
kunne føre til åbning af en uddybende forklaring i et popup-vindue
eller i et særligt område på skærmen, og man kunne således helt undgå
at forlade den lineære fremstilling.
Alternativet er helt at forlade den lineære fremstilling
helt og udvikle en hypertekst uden traditionel indholdsfortegnelse
og uden navigationsværktøjer, der understøtter lineær læsning. Her
ville man så komme ud i de svære overvejelser over, hvordan læseren
får en brugbar fremstilling, når læseren selv skal vælge rækkefølgen
af tekstafsnittene.
Et andet oplagt punkt at forbedre den nuværende version af
hyperteksten på, er at arbejde med de særligt komplicerede emner i
materiale, og her arbejde med de multimedie-muligheder der ligger
i computermediet. De særlig vanskelige elementer i stoffet: ideen
bag relationsdatabasen og principperne bag søgesproget SQL, kan måske
formidles meget bedre ved at anvende nogle af de muligheder der ligger
i animation og interaktion. Jeg tror f.eks. man kan visualisere begge
disse principper gennem interaktive animationer. I originalteksten
var jeg begrænset til at anvende sort/hvid grafik – computermediets
indeholder meget mere spændende muligheder.
En tredje mulighed er – siden materialet indeholder introduktion
til et pc-program – at udvikle et hands-on forløb, hvor anvendelsen
af Access programmet er integreret i undervisningsmaterialet. Et trykt
hæfte fungerer rimeligt godt som hands on-materiale, fordi man som
bruger kan have hæftet liggende ved siden af, mens programmet kører
på computeren. Når undervisningsmaterialet også ligger på pc'en, må
det åbnes i et andet vindue, og læseren må skiftevis have det ene
eller det andet vindue fremme, eller de to vinduer må presses ind
ved siden af hinanden.
Det er ikke muligt på det foreliggende grundlag at konkludere,
om det er en god strategi at omskrive eksisterende tekster til hypertekster,
eller om hypertekster bør skrives fra grunden af. Som situationen
er i øjeblikket, hvor der bruges ressourcer på at udvikle kommercielle
tekster til de trykte medier, kan man sige, at muligheden for at ”arve”
et stort lineært fagbogsmateriale i hvert fald giver en masse tekst
at arbejde med som udgangspunkt.
Spørgsmålet er så, om resultatet faktisk bliver mere brugbart
end det originale på papir. Resultatet i dette projekt peger på at
man skal være meget opmærksom på, at der er nogle principielle vanskeligheder
i at blande traditionel lineær tekst og hypertekst. Til gengæld byder
computermediet på mange andre muligheder end hierarkisk hypertekststruktur
og tværgående links i teksten – muligheder som alligevel kan gøre
det perspektivrigt at arbejde med at bearbejde lineære tekster til
nettet: ordbøger med uddybninger, navigationsværktøjer, som understøtter
den lineære læsning og anvendelse af multimedier i formidlingen.
Skal teksten derimod omformes til
hypertekst, hvor
læseren
reelt overlades styringen, skal der gøres definitivt op med den
oprindelige
teksts struktur, og nye veje og navigationsværktøjer skal på banen. For
formidleren må det handle om at sætte sig ind i, hvilke veje
forskellige læsere
vil ønske sig igennem stoffet, og at muliggøre disse vej. Her kommer
man ikke
uden om en så grundlæggende omskrivning af materialet, at det nok vil
være værd
at overveje at starte helt forfra. Om ikke andet så for at undgå at
blive
indfanget af originalens traditionelle struktur – en struktur som vi er
fortrolige med at et traditionelt udgangspunkt vil stække den fornødne
fantasi
og kreativitet.
|