David Harvey, årgang 1935, er verdens mest citerede akademiske geograf. Siden hans studier i Uppsala blev han kendt i stadig større kredse i Norden. Han har gæstet RUC i flere omgange og blev her, som mange andre steder i udlandet, æresdoktor. Men ingen af hans mange værker er hidtil blevet udgivet på dansk. Det har forlaget Solidaritet nu rådet bod på med udgivelsen af "17 modsætninger og enden på kapitalisme".
Harveys grundige, marxistisk funderede forskning går tæt på spørgsmålene om byerne, samfundsmæssigt arbejde og "Kapitalens økologi".
Efter udgivelsen af sin sidste, ”mest farlige” bog, besøgte Harvey universitetet i Lund. I denne forbindelse interviewede Peter Schultz Jørgensen ham for dagbladet Information og afsluttede sin serie her i bladet om byen som politisk platform med henvisninger til bogen:
"Venstrefløjen kan bruge byen til at skabe indsigt, alliancer og platforme for forandring af samfundet. Nøglen er opbygning af en fælles erkendelse af, at vi kan skabe et bysamfund efter vores hjerte." (Arbejderen 15.maj 2014)
Harveys grundige, marxistisk funderede forskning går tæt på spørgsmålene om byerne, samfundsmæssigt arbejde og "Kapitalens økologi". Disse ting opsummeres i bogen ud fra den tyske dramatiker Bertolt Brechts vision om, at håbet ligger i modsætningerne. De viser sprækkerne for praktisk-politiske indgreb.
Overflade og dybdestruktur
Harveys projekt med de "17 modsætninger og enden på kapitalisme" er i sig selv dialektisk, idet han prøver på at ’ophæve’ Marx og marxismen: at bibeholde det han ser som væsentligt, forkaste det der ikke (mere) er brugeligt, f.eks. at ophøje modsætningen mellem arbejde og kapital til den altdominerende hovedmodsætning; og som syntese at etablere en ny, mere kompleks forståelse af vores samfund i både bredde og dybde. Det handler om at vægte de geografiske sider af Marx' materialisme ligeså stærkt som de historiske. Harvey taler om at forbinde den historiske materialismes stærke indsigter med 'geografisk sensibilitet'.
Dialektikken er Harveys metode til behandling af modsætningerne. I et kort afsnit 'Om modsætninger' redegør han for sine opfattelser herom. Den vigtigste modsætning er for ham forskellen mellem overfladefænomener (det tilsyneladende billede) og dybdestrukturer, der nogle gange kun gør sig gældende på overfladen i fordrejet form.
Harvey skelner i denne bog systematisk mellem begreberne kapital og kapitalisme. Han taler metaforisk om kapitalen som en maskine f.eks. på et krydstogtskib og inviterer til inspektion i skibets maskinrum. Han lægger i bogen mindre vægt på de sociale relationer mellem passagerne på første og fjerde klasse eller styrmanden, kaptajnen og anden besætning. Det er overladt til sociologerne.
Tretrinsraket af modsætninger
Harvey ser bort fra ydre modsætninger, der kan være ældre end kapitalen såsom patriarkatet og etniske/racemæssige forskelle. Hans formål er at forklare samspillet mellem de mest væsentlige modsætninger i vores samfunds økonomiske maskineri. Kriserne har vist igen og igen, at den kører i en faretruende slingrekurs.
Ifølge Harvey findes der ikke kun en enkelt hovedmodsætning, idet modsætningen mellem kapital og arbejde, der ellers blev anset for at være en sådan, hører med til bogens første gruppe af syv grundlæggende modsætninger, der kun tilsammen kan sættes ud af kraft. F.eks. kræver sociale bevægelser ud fra et brugsværdi-standpunkt, at boligen ikke skal være en vare, men dette nødvendiggør indgreb mod boligernes bytteværdi. Kravet er derfor vanskeligt at gennemføre uden at indskrænke pengenes magt og funktioner i samfundet, der grundlæggende stammer fra arbejdets samfundsmæssige værdi. Kravet er dog velbegrundet, da vi ved, at både krisen i 1929 og den i 2007/8 havde meget med boligmarkedet at gøre, nærmere bestemt med spekulativt boligbyggeri.
Men, som Marx siger: samfundet har fordoblet sig i samfund og stat – og vupti, så beskytter den kapitalistiske stat netop privatejendommen. Hvilket indebærer en generel modsætning mellem privat tilegnelse og samfundsmæssig rigdom, hvad angår producerede produktions- og levnedsmidler såvel som førhen 'gratis' kollektive goder, fællederne. Arbejdskraftens værdi- og merværdiskabende evner er også 'privatiseret' i kapitalforholdet som en af de grundlæggende modsætninger. Men det er svært at holde styr på kapitalen som proces, der i sit omslag fra investerede penge via produktionen og markedsføringen til flere penge gennemløber mange stadier. Kapitalen er både ting og proces.
Harvey pointerer for de skriftlærde, at andet bind af Marx' 'Kapitalen' omhandler cirkulationsprocessen under forudsætning af, at der ikke er problemer med produktionen. Første bind omhandler netop problemer med produktionen, men antager at cirkulationen – hvor den producerede merværdi skal udmøntes - ikke er noget problem. Megen strid mellem marxister og Keynesianere kunne undgås, hvis man tog ligeligt højde for begge sider af kapitalen, produktion og 'realisering'. Derfor er tredje bind også så vigtig, hvor bl.a. merværdiens forvandling til overfladefænomenet profit behandles og dennes fordeling mellem kapitalfraktioner og grundejere. Hvilket er de fænomener, der gør sig gældende i byudviklingen verden over og som Harvey har undersøgt i over 40 år. Hele tiden med nye former for finansielle fiduser.
Modsætninger i bevægelse
Denne gruppe består af modsætninger, som forandrer sig enten cyklisk som årstiderne eller med en indbygget trend, der kan være ensrettet, men netop derfor vil støde ind i grænser. Arbejdets udvikling i modspil med teknikken er i dag tilspidset til at mange mennesker i tiltagende grad bliver undværlige for kapitalen. Her skelnes mellem tekniske og sociale arbejdsdelinger, som i IT-alderen (eller med den tyske marxist Wolfgang F.Haug: under den kapitalistiske produktionsmådes udvikling til transnational high-tech kapitalisme) er aldeles virulente. Kapitalen skaber ikke kun tekniske, men også mange slags rumlige monopoler som f.eks. de superriges ghettoer, beskyttet gennem eksklusiv beliggenhed og/eller andre eksklusionsmekanismer.
Derfor skaber decentralisering ingen simpel living som modgift mod centralisering. Kapitalens investeringer modsvares af forældelse og destruktion af materiel og infrastrukturer, så den ligner den Flyvende Hollænders spøgelsesskib, der anløber alle havne. Men der kan ifølge Harvey altid peges på områder i vækst, når ødelæggelserne andre steder skal glemmes. Ulige geografiske udvikling er på dagsordenen på grund af en kapitalstyret produktion af rum og steder verden over. I socialstrukturen ses dette som voksende uligheder i indkomst og rigdom. Hermed trues den sociale reproduktion, når det via løntrykkeri såvel som direkte røveri (akkumulation gennem berøvelse) lykkes kapitalen at sætte sig igennem. Hvis friheder taler de demokratiske forfatninger så om? Skjuler de ikke herredømmeforhold – også når oppositionelle bevægelser er kommet til magten? Sålænge klasser består, bør de kaldes, hvad de er, og ikke forties som under den neoliberale – eller den neokonservative imperialisme. Hvor sidstnævnte knopskydning er karakteriseret gennem aggressivt territorialt herredømme.
Tre farlige modsætninger
De første to farlige modsætninger kender vi fra miljøbevægelserne og miljøpolitikken: dels spørgsmålet om økonomisk vækst, dels kapitalens naturrelation. Hertil kommer spørgsmålet om universel fremmedgørelse som en sidste modsætning, der ifølge Harvey virkeligt kan true kapitalen og kapitalismen ved at provokere et endeligt opgør.
De to andre, grønne temaer har en uvis ende: det er afgjort umuligt, for hele verden at opretholde økonomisk vækst med positive vækstrater som modgift mod arbejdsløsheden – både nu og i fremtiden. Men den finansialiserede kapitalisme er kreativ med mange illusioner herom. Kapitalen har det i det hele taget med at konstruere sin natur, skabe sit eget økosystem i byen, men dermed trues som bekendt naturgrundlaget, så det piver.
Det er endnu ikke afgjort, om kapitalens naturrelation bliver det afgørende for kapitalens undergang . Det ville også være ensbetydende med de kæmpende klassers fælles undergang, som det hedder i Det kommunistiske Manifest. Som alternativ kræves ifølge Harvey et bevidst opgør med den universelle fremmedgørelse i produktion, forbrug og levevis gennem intet mindre end en revolutionær humanisme.
Opgøret vil ifølge Harvey ligne det, som under afkoloniseringen udvidede handlerummet for en anden verden uden for akkumulationens centre i den dengang ombejlede Tredje Verden. En af kilderne er her psykiateren Franz Fanons beskrivelse af, hvordan de fordømte her på Jorden kan blive ligeværdige mennesker. En ny runde af kapitalakkumulation er hertil næppe det rigtige, heller ikke med et overfladisk grønt islæt.
Ideer til politisk praksis
Som efterskrift indeholder bogen en kort formulering af 17 ideer til politisk praksis, der hænger nøje sammen med de enkelte modsætningers diskussion og følger op på de afsluttende overvejelser i hvert kapitel om det politiske.
I øvrigt: I Ullstein-forlagets tyske udgave af bogen er det slettet, at Harvey med hele bogen vil fremme 'antikapitalistiske bevægelser' og 'antikapitalistisk kamp'. Ved at bringe disse bevægelsers og kampes ofte meget punktuelle anstrengelser på begreb, banes der nemlig vejen fra anti-kapitalisme til tidssvarende socialistiske løsninger. Det gælder både sociale og økologiske spørgsmål.
Derfor har by- og regionalplanlæggeren Erik Swyngedouw anbefalet bogen som væsentlig "for dem, der i dag aktivt kæmper for en overgang fra et post-kapitalistisk til et øko-socialistisk projekt." Aftenskolen Grobund har siden 2011 prøvet det samme og afholder p.t. en læseklub om bogen på Københavns Hovedbibliotek.
på Twitter
