“Parallelsprogsdebatten” tager for givet at fremmedsproget engelsk vs. modersmålet dansk er det binære valg der definerer konstruktionen af det internationale hhv. fastholdelsen af det nationale samfund. Uden at jeg hermed accepterer en sådan begrænsning af synsfeltet, drejer min artikel sig om forholdet mellem norm og praksis i brugen af især engelsk i Danmark, og om dette forholds betydning for sprogvalg og sproglig status specielt på de højere uddannelser. Engelsk har høj prestige i Danmark, men prestigen er knyttet til dette sprogs standardform – en norm som ikke eksisterer i den talesproglige sociale praksis. Som lingua franca er engelsk blevet et supplement til den sociale konstituering af individet der altid har fundet sted via modersmålets talesprog, hvor formen i sig selv indekserer fx uddannelsesniveau og beskæftigelse og dermed status. Samtidig mener et flertal af danskere sig i stand til at skelne “godt” fra “dårligt” engelsk.
De internationaliserede højere uddannelser udgør et praksisområde hvor praksissernes sprog i stigende grad er engelsk, og der har været udtrykt frygt for at dansk hermed taber prestige som videns- og undervisnings-sprog. Formålet med denne artikel er at argumentere for det modsatte synspunkt: Brugen af engelsk som lingua franca vil næppe bidrage til at give engelsksproget undervisning større prestige end dansksproget ditto.